Knitalongen starter 1. marts!
Hvad har du af strikkeplaner i det tidlige forår? I hele marts måned afholder Strik med Henni en såkaldt Knitalong (KAL), altså et samstrik, hvor vi er en større gruppe strikkere, der strikker den samme strikkeopskrift, imens vi deler erfaringer og billeder online og holder hinanden til strikketøjet. Måske har du lyst til at strikke med? Vi skal strikke et stort smukt sjal, der hedder Afternoon in Lisbon, designet af Lisa Hannes @malihadesigns.

Afternoon in Lisbon er et vidunderligt stort og smukt tofarvet sjal, der giver mulighed for at lege med både farver og mønstre. Det er et projekt, der holder dig engageret samtidig med, at det faktisk er ret nemt at strikke. Det strikkes på pind 3,5 mm. Hele sjalet strikkes i retstrik, og det geometriske mønster, der er inspireret af gaderne i Lisbon, strikkes med teknikken vævestrik.
Deltag på Instagram eller i Facebook gruppen Strikkeklubben
Det er så hyggeligt at strikke sammen – også selvom vi er hver for sig. Du kan dele dine tanker og fremskridt og ikke mindst dine billeder med os andre via Facebook eller Instagram. Bed endelig om hjælp, hvis der er noget, der driller undervejs, og del meget gerne billeder fra hele strikkeprocessen.
- På Facebook foregår KAL’en i Facebook gruppen Strikkeklubben, som jeg administrerer.
- På Instagram skal du bruge hashtagget #lisbonKAL og tagge mig @strikmedhenni.shop og sidst men ikke mindst have en offentlig profil, for at vi andre kan se dine billeder.

Strikkeopskriften
For at deltage skal du selvfølgelig have strikkeopskriften på sjalet. Den kan købes på Ravelry via dette link:
Strikkeopskriften er på engelsk, men lad ikke det skræmme dig væk, hvis du er ny til at strikke efter engelske opskrifter. Jeg tilbyder en dansk oversættelse af strikkeopskriften, der vil være klar inden knitalongen starter, mod fremvisning af kvittering på den originale opskrift. Send mig en email på shop@strikmedhenni.dk.
Garnvalg
Afternoon in Lisbon er designet i garnet Malabrigo Mechita, og den kræver 2 forskellige farver. Mechita er et skønt, let og blødt, enkelttrådet garn in ren merinould, der løber 384 meter per 100 gram. Garnet tilhører dermed den amerikanske vægtklasse “fingering”, og det har en typisk strikkefasthed i glatstrik på 30-26 masker på pind 2,25-3 mm. Lisbon sjalet er dog strikket på lidt større pinde (pind 3,5 mm) og i retstrik, og strikkefastheden er dermed 22 masker per 10 cm i retstrik. Mechita er som alle Malabrigos garner håndfarvet, hvilket giver et helt særligt farvespil.

Det er selvfølgelig muligt at strikke sjalet i et andet garn end Malabrigo Mechita. Sørg for at vælge et garn der har en løbelængde og strikkefasthed i glatstrik, der minder om Mechitas.
Garnmængde
Afternoon in Lisbon opskriften har 3 forskellige størrelser. Du er velkommen til at deltage i knitalongen med lige den størrelse, der passer dig bedst. Hvis du overholder strikkefastheden, så er målene på de 3 størrelser:
- Str. Large: 55 cm x 208 cm (200 gram Mechita i hver farve, 400 gram i alt)
- Str. Medium: 40 cm x ?? (150 gram Mechita i hver farve, 300 gram i alt)
- Str. Small: 26 cm x ?? (100 gram Mechita i hver farve, 200 gram i alt)
Malabrigo Mechita Garnpakker til Afternoon in Lisbon Sjalet
Jeg forhandler Malabrigos garner i min webshop www.strikmedhenni-shop.dk og du kan nu købe garnpakker med Malabrigo Mechita til Afternoon in Lisbon Sjalet. Der er både garnpakker til den store størrelse sjal (bredde ca. 55 cm) og den lille størrelse (bredde ca. 26 cm). Der er kun meget få farver tilbage i den store størrelse, men der er tilgengæld mange at vælge imellem i den lille størrelse. Hvis du gerne vil strikket et stort sjal i andre farver, end dem jeg har på lager, så kan jeg bestille det hjem til dig. Det kan desværre ikke nås imens knitalongen er i gang, men projektet vil stadig være sjovt uden os andre. Skriv til mig på shop@strikmedhenni.dk.
Find garnpakkerne her:

Der er mange smukke kombinationer, og du er velkommen til at kontakte mig på email shop@strikmedhenni.dk hvis du ønsker at sammensætte din egen garnpakke.
Bemærk at alle er velkomne til at deltage i knitalongen, uanset om I har købt garn hos mig eller ej.
Ugentlige konkurrencer
Der vil være ugentlige lodtræknings konkurrencer i hele marts måned hvor aktive deltagere af knitalongen kan vinde præmier fra www.strikmedhenni-shop.dk.
Uge 3: 17. marts – 24. marts
Jeg trækker lod blandt alle knitalong opslag på Instagram og i Facebook Gruppen Strikkeklubben med et billede af Afternoon in Lisbon (på pindene eller færdigt) og en beskrivelse af hvilket garn og farver, der strikkes med.
Præmien den tredje uge er et strikkekit til Oktober Huen eller Oktober Halsedissen i Malabrigo Rios garn. De to opskrifter er mit eget design. Vinderen kan frit vælge blandt alle de farver af Malabrigo Rios, jeg har på lager.



Oktober Huen og Halsedissen er super anvendelige her om foråret, og så er de lette og fylder ingenting, så de nemt kan komme med i en jakkelomme. De strikkes i den bløde og lækre Malabrigo Rios garn, der er 100% merinould.
Uge 2: 10. marts – 17. marts
Jeg trækker lod blandt alle knitalong opslag på Instagram og i Facebook Gruppen Strikkeklubben med et billede af den første trekant af mønsteret strikket færdigt. Vinderen er fundet!
Præmien den anden uge er et muffedisse strikkekit fra Lomholt Uld. Vinderen kan vælge imellem to modeller.


Strikkekit Lomholt Uld – Muffedisser i 2-farvet patent eller dobbeltrib
Uge 1: 1. marts – 10. marts
Jeg trækker lod blandt alle knitalong opslag på Instagram og i Facebook Gruppen Strikkeklubben. Den første vinder blev trukket d. 10. marts.
Præmien den første uge er et sæt Reparationsnåle fra KnitPro og to Strikkemarkører med Blomst og Fugl fra Pretty Warm Designs.

Vilkår
Du kan deltage med 1 opslag per uge på Instagram og 1 opslag per uge i FB gruppen. Det er altså muligt at få to lodder med i lodtrækningen ved også at poste i FB gruppen. Der bliver trukket en samlet vinder.
Sådan deltager du på Instagram:
Lav et knitalong opslag med et billede og benyt hashtagget #LisbonKAL og tag mig ved at skrive @strikmedhenni.shop et sted i opslaget, så jeg får direkte besked. Din instagram konto skal være offentlig for at jeg og andre kan se opslaget.
Sådan deltager du i Facebook gruppen:
Meld dig ind i FB gruppen ved at følge linin.bio linket på min profilside. Vent på jeg godkender dig. Lav et knitalong opslag med et billede og inkluder hashtagget #LisbonKAL i teksten.
Nye strikkere kan sagtens strikke med
Afternoon in Lisbon sjalet ser måske lidt kompliceret ud, men det er faktisk et rigtig godt projekt for den eventyrlystne begynder, der gerne vil lære noget nyt. For det første strikkes sjalet i retstrik (ingen irriterende vrangmasker). For det andet så strikkes der kun med en farve af gangen, selvom sjalet har to farver. De flotte geometriske mønstre er nemlig vævestrik, hvor man skiftevis strikker 2 pinde i den ene farve, så den anden. Mønsteret opstår ved at tage masker løst af, dvs. flytte dem fra den venstre til den højre pind, uden at strikke en ny maske. Det bringer farven fra rækken nedenunder en række op. For det tredje så er opskriften både skreven og på diagram, så der er to forskellige måder at forholde sig til opskriften på, uanset om man er til det mere visuelle, eller hellere vil have instruktionerne maske for maske.
Strikkehjælp
Jeg vil i forbindelse med knitalongen skrive en række blogindlæg, der kan være en hjælp, når du skal strikke Afternoon in Lisbon. Jeg vil løbende opdatere siden her med links til de relevante blogsider. Jeg har bl.a. planer om at skrive om hvordan man læser et mønsterdiagram.
- Sådan vinder du et garnfed til et garnnøgle i hånden – Mechita garnet skal vindes til et nøgle, før der kan strikkes
- Vild med vævestrik – Introduktion til teknikken vævestrik
- Video: Diagram Gentagelser – Jeg har lavet en lille video der forklarer hvad der menes med at pind 1-32 i diagrammerne skal gentages.
- Video: I-cord kant – Det er en mulighed at strikke sjalet med en i-cord kant, så jeg har lavet en video der fortæller lidt om det.
- Kom godt i gang med at strikke Afternoon in Lisbon Sjalet – Råd og vejledning baseret på egne og jeres erfaringer fra de første 5 dage af knitalongen
Har du nogen spørgsmål?
Der er sikkert mange der sidder derude med gode spørgsmål til knitalongen, opskriften eller garnvalg. Jeg skal bede jer om at stille dem i Facebookgruppen Strikkeklubben, for der er helt sikkert andre, der har samme spørgsmål, og det vil være en kæmpe hjælp for dem og mig, hvis spørgsmålene med det samme kommer alle deltagere til gode. Jeg skal nok være til stede i gruppen og svare så hurtigt som muligt. Hvis du har spørgsmål i forbindelse med et køb, så skriv til mig på email shop@strikmedhenni.dk, eller fang mig på Messenger via min Facebook side, eller en besked på Instagram.