Før du strikker – Shifty Sweater Knitalong

I dag starter Knitalongen for Shifty Sweater, hvor vi sammen strikker den skønneste vævestrikkede trøje, designet af Drea Renee Knits. Jeg er sikker på I alle er vilde for at få noget garn på pindene og strikke derudaf, men inden I slår masker op til trøjen, er der et par ting, det er bedst at få klaret. Jeg guider jer her igennem de indledende øvelser, heriblandt processen med at strikke en strikkeprøve. Shifty Sweater er ikke det rigtige projekt at vælge at springe strikkeprøven over.

Først skal garnet vindes

Hvis du strikker din Shifty Sweater med Malabrigo Arroyo garnet, så er det første, der skal gøres, at garnet skal vindes til garnnøgler, så du kan strikke med det. Du er måske en af de heldige, der har en garnvinde og krydsnøgle stående, og så er det klaret på ingen tid. Ellers, så skal garnet vindes på god gammeldags maner. Jeg har skrevet en lille guide til garnvinding i hånden, der hjælper dig på vej.

Strik en strikkeprøve

Det er rigtig vigtigt at strikke en strikkeprøve (om nødvendigt, flere) før du går i gang med at strikke Shifty Sweater. Det er en tætsiddende trøje, strikket i vævestrik, muligvis med en garn, du ikke har erfaring med. Det vil være så ærgeligt, at den ender med at blive den helt forkerte størrelse. Strikkeprøven skal strikkes i det vævestrikkede mønster, helst rundt, og så skal den vaskes og blokkes, før strikkefastheden måles. Malabrigo Arroyo garnet, som der er mange, der strikker med i knitalongen, kan godt udvide sig lidt i vask, og det er derfor vigtigt at strikkeprøven også vaskes. Mål den gerne både før og efter vask og blokning, så at du har en ide om, hvor meget den ændrer sig ved vask. Det vil give dig en bedre fornemmelse for størrelsen af den færdige trøje, imens du strikker.

Brug dit The Shift Cowl som strikkeprøve

Der er kun én undskyldning, jeg vil godtage for ikke at lave en strikkeprøve. Hvis du allerede har strikket et The Shift Cowl i Malabrigo Arroyo, og du nu skal strikke Shifty i Arroyo, så kan du bruge dit The Shift som en stor strikkeprøve. Vævestrik mønsteret er stort set det samme. Du har allerede vasket og udspændt The Shift, så der kan måles på det direkte. Den eneste ulempe er, at The Shift blev strikket fladt, hvor Shifty Sweater strikkes rundt. Der kan godt være lidt forskel på din strikkefasthed fladt og rundt i det vævestrikkede mønster. Som regel er det dog en mindre faktor. Selv lod jeg dovenskaben vinde og målte på mit The Shift, fremfor at lave en ny strikkeprøve strikket rundt.

Sådan strikker man en strikkeprøve rundt

For de fleste af os er der forskel på, hvor stramt vi strikker, når vi strikker ret, og når vi strikker vrang. Det betyder, at vores strikkefasthed vil være lidt forskellig på f.eks. et glatstrikket stykke stof, alt efter om det er strikket fladt med retmasker på retsiden og vrangmasker på vrangsiden, eller om det er strikket rundt, udelukkende med retmasker på retsiden af stoffet. Det samme gælder også for det vævestrikkede mønster i Shifty Sweater. Derfor bør strikkeprøven strikkes rundt. Da strikkeprøven skal strikkes i mønster, er det faktisk også nemmere at følge mønsteret, hvis man laver sin strikkeprøve rundt. Men hvordan strikker man egentlig en 10×10 cm firkant, rundt? Der er jo ingen der gider strikke en strikkeprøve, der er stor nok til at kunne strikkes rundt på 40 cm pinde! Heldigvis er der et trick.

Find den rundpind frem, som du har tænkt dig at strikke kroppen af Shifty med. Hvis du strikker i Arroyo garnet, så er 3,5 mm et godt sted at starte. Længden af kablet er ikke vigtigt for strikkeprøven. Slå et passende antal masker op, f.eks. 10 masker mere end den strikkefasthed, der skal rammes på 10 cm. Jeg plejer at strikke et par pinde i retstrik, før jeg starter, for at stabilisere kanten. Jeg plejer også at have en lille kant af retstrik langs siderne af mine strikkeprøver, for at de ligger fladt og pænt, når der skal måles. Ellers er det bare at give sig i kast med mønsteret. Jeg foreslår at skiftes imellem mønsteret for de store og små prikker (Big Blips og Little Blips i opskriften), så at der kommer 3 striber af dobbeltprikker efterfulgt af 3 striber af enkeltprikker osv., ligesom på trøjen. Hver gang en pind er færdig, så skubbes strikkeprøven til den anden ende af rundpinden, og arbejdsgarnet føres løst bag om prøven og hen til den modsatte ende, hvor den næste maske skal strikkes. Sørg for at det er løst nok til at prøven senere kan ligge helt fladt. På den måde kan man strikke kun på retsiden af strikkeprøven, og simulere at der strikkes rundt. Kanterne kan godt blive lidt løse, så stram op en gang imellem, og undgå at måle helt ud til kanten.

Her er en video fra Kimmie Munkholm, der viser hvordan man laver en rundstrikket strikkeprøve:

Vask og blok strikkeprøven

Det er en rigtig god idé at måle strikkefastheden både før og efter, du har vasket og blokket strikkeprøven. Skriv strikkefastheden ned i begge tilfælde. Du skal bruge strikkefastheden før vask til at måle længden og bredden af stoffet, mens du strikker det, og du skal bruge strikkefastheden efter vask for at sammenligne med strikkefastheden i strikkeopskriften og sikre dig, at trøjen stadig passer, efter du har vasket den for første gang. ⁠

Vask strikkeprøven på samme måde, som du har tænkt dig at vaske trøjen, når den er færdigstrikket. Du kan bruge en lille skål med håndvarmt vand og evt. en lille smule uldsæbe (gerne af den type, der ikke behøver blive skyllet ud). Lad strikkeprøven ligge i blød i 10-15 minutter. Klem forsigtigt vandet ud af prøven, når den tages op. Man kan få det sidste væde ud ved at rulle strikkeprøven ind i et rent håndklæde og trykke på det. Bred derefter strikkeprøven ud og stræk den forsigtigt i facon. Sæt nåle fast i kanten, så den holder faconen og lad den tørre fladt. Man kan bruge en indkøbt-til-formålet blocking måtte med tilhørende t-nåle, men mindre kan også gøre det. Jeg bruger et gammelt børne gulvpuslespil som blockingmåtter og almindelige rustfri stoppenåle. Man kan også ligge en plastikpose ovenpå et håndklæde og sætte strikkeprøven fast til det med hvad du end har af nåle.

Jeg bruger puslespilsmåtter til at blokke. De er billige, og det virker. Her er det The Shift Cowl strikket i Arroyo, der ligger til tørre.

Mål din strikkefasthed

Når strikkeprøven er helt tør, tages nålene ud, og den får et øjeblik til at trække sig sammen. Derefter ligges den fladt, og der måles, hvor mange masker, der er på 10 cm i den vandrette retning. I praksis er det mere præcist at tælle et antal masker og så måle hvor mange cm de fylder med mindst en decimal. Hvis f.eks. du har talt 25 masker, og de fylder 9,6 cm, så er din strikkefasthed:

25 masker / 9,6 cm = 2,60 masker / cm, dvs 26,0 masker / 10 cm

Strikkefastheden skal også måles i den lodrette retning, dvs antal pinde (omgange) per 10 cm. Vævestrik er lidt specielt, fordi det er meget kompakt i den lodrette retning. Sørg for at du tæller korrekt: Hver stribe med prikker efterfulgt af en stribe glatstrik er 4 pinde (omgange). Igen er det mere præcist at tælle et antal pinde, og derefter måle længden af dem, i stedet for at tælle antal pinde indenfor præcis 10 cm. Antal pinde divideres med antal cm, og der ganges med 10, for at få strikkefastheden i pinde per 10 cm. Decimalerne betyder noget, når der skal strikkes en hel sweater.

Det er vigtigst at ramme strikkefastheden i antal masker per 10 cm (vandret strikkefasthed). Tilpas din pindestørrelse, indtil du rammer strikkefastheden. Større pindestørrelse giver løsere strik, hvilket vil sige færre masker per 10 cm. Mindre pindestørrelse giver strammere strik, hvilket vil sige flere masker per 10 cm. Det er selvfølgelig bedst, hvis du også rammer strikkefastheden i antal pinde per 10 cm (lodret strikkefasthed), men hvis det bare er en lille smule forkert, så kan opskriften tilpasses til det løbende. Man kan altid tilføje lidt længde hist og pist for bedre at få trøjen til at passe, hvorimod hvis der er slået et forkert antal masker op til start, så er det straks sværere at gøre noget ved. Det er derfor den vandrette strikkefasthed er den vigtigste af de to.

Note om Pindestørrelser til Shifty

I strikkeopskriften til Shifty Sweater er der en hel liste over de strikkepinde, der skal bruges til forskellige dele af trøjen:

  • Trøjens krop: 3,5 mm 60-100 cm rundpind
  • Ærmer: 3,75 mm – din foretrukne løsning på at strikke småt rundt (f.eks. magic loop eller strømpepinde)
  • Ribkanter: 2,75 mm 40cm rundpind for halskant, 80-100 cm for trøjekant, foretrukne pinde til småt rundt for ærmekant.
  • Ekstra 2,75 mm pind til den italienske aflukning.

Det er selvfølgelig vigtigt at pointere, at du på trøjens krop skal strikke med den pindestørrelse, der er påkrævet, for at du opnår strikkefastheden på 26 masker per 10 cm. Hvis du strikker med Arroyo, så vil det for de fleste være 3,5 mm, men det kan sagtens være, at du skal en pindestørrelse op eller ned. De andre pindestørrelser er relative til den. Dvs. hvis du strikker med pind 4,0 mm på kroppen, så skal ærmerne strikkes på pind 4,5 mm (1 US størrelse større) og ribkanterne på 3,5 mm (2 US størrelser mindre). I USA har de lidt andre pindestørrelser, end vi har, og derfor er det ikke sikkert, at du har 2,75 mm og 3,75 mm i dit arsenal af strikkepinde. Det går nok! Bare sørg for at få strikkefastheden på kropsdelen til at passe så godt som muligt. Det gør ikke noget, hvis du strikker ærmer og rib på en pind der er 0,25 mm større eller mindre end opskriften foreslår.

Så er I forhåbentlig klar til at strikke!

Der er deltagere med i knitalongen på mange forskellige strikkeniveauer, og vi skal have jer allesammen godt igennem. Derfor, sig til hvis der er noget, der ikke giver mening! Hvis du deltager i knitalongen via Facebook gruppen Strikkeklubben, så er der helt sikkert andre nye strikkere med samme spørgsmål som dig selv, og der er helt sikkert også erfarne strikkere i gruppen, der kan hjælpe. Spørg endelig, og vis os dine fremskridt i FB gruppen. Jeg glæder mig til at se jeres billeder.

God Strikkelyst!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s