Strikkeguide for begyndere: Lær at strikke sokker rundt, oppefra og ned på strømpepinde. Jeg skriver denne guide i forbindelse med, at jeg afholder Sok Amok Knitalongen fra 8. til 22. maj 2023. Her er syvende afsnit, hvor jeg viser, hvordan man lukker af med maskesting og hæfter ender. Maskesting er en teknik, hvor man syr ind i de eksisterende masker på en helt bestemt måde, så at de to stykker strikket stof sys sammen fuldstændig usynligt. Der dannes en ny række af masker
Guiden tager udgangspunkt i strikkeopskriften Back to Basic Sokker, som jeg har designet.
Siden sidst
I sidste afsnit viste jeg hvordan tåindtagningerne strikkes, og når tåindtagningerne er færdige, så er der i alt 16 masker tilbage på pindene.

Gør klar til maskesting
De 16 masker skal nu omfordeles på blot 2 pinde, så der er 2 pinde i brug med 8 masker på hver pind. Fordel dem således at sålmaskerne er på den ene pind og vristmaskerne på den anden. Hold pinden med sålmaskerne mod dig – dette er din forreste pind. Pinden med vristmaskerne er din bageste pind. Skub maskerne hen i den ene ende af pindene, sådan at masken, som arbejdsgarnet sidder fast i, er tættest på en af pindespidserne på den bageste pind.

Jeg foreslår, at se videoen nu. Først viser jeg, hvordan jeg gør klar, så hvis du har styr på den del, kan du med fordel spole frem til 5:04, hvor jeg går i gang med selve maskestingene. Se gerne hele videoen herfra, og husk at det er en mulighed at afspille den i slowmotion, for bedre at se, hvad der foregår. Dernæst kan du scrolle lidt længere ned, hvor jeg har nedskrevet instruktionerne til maskesting. Det kan være en fordel at have instruktionerne foran sig, imens man laver maskestingene, så man får det gjort korrekt.
Sådan laver du maskesting – Video
Sådan laver du maskesting: Instruktioner
Klip arbejdsgarnet over, så du har en god lang garnende, der er mindst 4 gange så lang, som den længde der skal sys sammen, plus en ekstra 20 cm til at hæfte enden bagefter. Tråd en garnnål af en passende tykkelse til garnet.
Hold arbejdet som beskrevet ovenover med sålmaskerne mod dig på den forreste pind og arbejdsgarnet siddende fast i den første maske på den bageste pind. Så er du klar til at sy maskesting.
Først er der 2 indledende systing:

- Sy som vrang på den første maske af den forreste pind og lad masken blive siddende på pinden.
- Sy som ret på den første maske af den bageste pind og lad masken blive siddende på pinden.
Herefter begynder gentagelserne:
- Forreste pind: 1. maske ret af, 2. maske sy som vrang og lad masken blive på pinden.
- Bageste pind: 1. maske vrang af, 2. maske sy som ret og lad masken blive på pinden.
Se videoen igen, hvis instruktionerne stadig er forvirrende. Når først du har fanget instruktionerne, vil jeg tro, at det er nemmest at have instruktionerne foran dig, imens du syr.
Fortsæt med at gentage, og hold øje med, at de masker, du danner ved at sy, har en passende “strikkefasthed”. Fortsæt til alle masker har haft garnnålen igennem sig 2 gange og er lukket ved at blive taget af strikkepindene. Stik derefter nålen igennem til bagsiden og trak eventuelt overskydende garn med om på bagsiden hvor enden hæftes.
Sådan hæfter du enderne
Der er sikkert mange af jer, der har helt styr på at hæfte ender, men jeg ved der også er nogle ret nye strikkere med, så derfor får I også lige et par videoer, hvor jeg viser, hvordan jeg foretrækker at hæfte de to garnender. Grib en garnnål og vend sokken på vrangen :-).
Her er videoen, hvor jeg hæfter garnenden ved tåen af sokken:
Og her er en video, hvor jeg hæfter garnenden ved opslagskanten:
Sok nummer 2 strikkes fuldstændig lige som den første. God Strikkelyst!
Husk at dele jeres færdige sokker, enten i Facebook Gruppen Strikkeklubben, eller hvis du har en offentlig Instagram profil, så del gerne på Instagram under hashtagget #SokAmok2023.