The Shift Cowl – om strikkefasthed, garntyper og størrelsen af halsrøret

Knitalongen #shiftalongdk er i fuld gang, og der er begyndt at komme en masse spørgsmål om strikkefasthed. Det er ikke så mærkeligt, for vi strikker med mange forskellige garntyper, og ingen af de 3 garner, jeg har anbefalet til projektet, er et perfekt match til den garn, som The Shift oprindeligt er designet til. Det er heldigvis ikke noget problem. The Shift fungerer nemlig rigtig godt i mange forskellige størrelser, så uanset din strikkefasthed, og den garn du strikker med, vil du garanteret få et flot og brugbart halsrør. Dog skal du sørge for at ende med et halsrør, der er stort nok til at kunne komme over hovedet, men ikke så stort at du drukner i stof.

Gør status efter du har strikket 1-2 sektioner af The Shift Cowl

Når sektion 1 er strikket, så har du strikket hvad der svarer til en halv strikkeprøve i vævestrik, og det er måske et rigtig godt tidspunkt at gøre status. Du kan også vente til efter sektion 2, så at alle 3 farver har været i brug. På det tidspunkt har du strikket nok til at vurdere, om du kan lide farverne sammen, og om du kan lide stoffet, du er ved at strikke. Hvis f.eks. at stoffet føles helt stift, så er det måske en god ide at starte forfra og gå en pindestørrelse op. Alt efter hvilken garn du strikker med, så skal du huske, at stoffet kan forandre sig en del, når halsrøret vaskes og udspændes til slut. Fibrene slapper af, og typisk vil stoffet føles blødere og have mere fald. Hvordan stoffet reagerer på at blive vasket afhænger i høj grad af hvilken type garn, man strikker med.

Superwash merino: Rios og Arroyo

Hvis du strikker med Malabrigo Rios eller Malabrigo Arroyo, skal du være opmærksom på, at garnet har fået en let superwash behandling. Det bevirker, at garnet har en tendens til at vokse lidt, når det bliver vasket. Til eksempel har jeg har strikket en strikkeprøve i glatstrik i Arroyo på pind 3,5 mm. Før vask og udspænding var strikkefastheden 24 masker x 33,8 pinde per 10 x 10 cm, og efter vask var strikkefastheden 23 masker x 33,3 pinde per 10 x 10 cm. Generelt oplever jeg at tøj strikket med Arroyo vokser 4-10% i første vask.

Ubehandlet merino og baby alpaca: Dos Tierras

Jeg har strikket et The Shift i Dos Tierras, der er ubehandlet uld fra merinofår og alpaca. Her oplevede jeg ikke på samme måde at stoffet voksede, men det blev klart blødere og mere afslappet, og strikkefastheden blev løsere. Jeg havde fået strikket et The Shift Cowl på pind 3,75 mm, der var lige det mindste, og efter vask lykkedes det mig at få strukket halsrøret nok ud til at det voksede med knap 10%, hvilket gav det en rigtig fin størrelse, et par cm mindre i dimensionerne end målene i opskriften. En anden gang ville jeg nok vælge pind 4 mm i stedet.

Størrelsen på det færdige The Shift

Hvis man er tilfreds med stoffet, der er blevet strikket, så er det næste der skal tænkes over, om der skal justeres noget i opskriften for at opnå den størrelse, man godt kunne tænke sig. The Shift Cowl er smukt og fungerer godt i mange forskellige størrelser. Her ses side om side to færdige halsrør strikket uden ændringer i opskriften i to meget forskellige garner.

TV: The Shift strikket i Dos Tierras på pind 3,75 mm. TH: The Shift strikket i Rios på pind 4,0 mm.

På trods af at Dos Tierras og Rios garnet har samme løbelængde, så strikker de op helt forskelligt. Det afhænger selvfølgelig også af ens personlige strikkefasthed, men generelt vil et projekt strikket i Rios blive større end et projekt strikket i Dos Tierras, hvis de er strikket på den samme pind. Begge giver et rigtigt flot stof på pind 4, så derfor vil et Rios halsrør typisk være større end et strikket i Dos Tierras. Du kan selvfølgelig sagtens få lige præcis den størrelse, som du ønsker, uanset hvilken garn du strikker med, men det kan være nødvendigt at justere strikkeopskriften en smule, hvis du foretrækker et større eller mindre halsrør, end den størrelse det umiddelbart strikker op til.

Mål nakkehøjden

Når du har strikket sektion 1 af The Shift, har du strikket halvdelen af nakkehøjden på halsrøret, og efter sektion 2 har du strikket hele nakkehøjden. Mål efter og vurder, om du vil lave nogen ændringer.

I strikkeopskriften er målene på nakkehøjden 25,5 cm. Mål den side af sektion 1, der skal blive til en af sømmene i nakken. Hvis den er imellem 10 cm og 15 cm, så skal du nok ende med et halsrør, der har en nogenlunde fornuftig størrelse. Den skal ikke være mindre end 10 cm, for selv efter vask risikerer du, at halsåbningen bliver lige det mindste, hvis halsrøret er op til 20 % mindre end målene angivet i opskriften. Hvis siden af sektion 1 er større end 15 cm, så er du i gang med at strikke et halsrør der er mindst 17% større end i opskriften, og du kommer til at have rigtig meget stof liggende rundt om nakken.

Halsåbningen: Ikke for stor, ikke for lille

Udover nakkehøjden, så tænk over halsåbningen. I opskriften er omkredsen 66 cm, hvilket er rigeligt stort til at komme over ethvert hovede, stort som småt. Brug målene af nakkehøjden til at vurdere hvor stor en halsåbning, du er i gang med at strikke. Hvis f.eks. du har en nakkehøjde på 23 cm, så er det ca. 10% mindre, og du kan forvente at strikke en halsåbning med en omkreds på lidt under 60 cm, før vask. Det kan formentlig blokkes til målene fra opskriften efter vask, uanset din garntype. Hvis du har en nakkehøjde på 28 cm, så er det ca. 10% større, og du kan forvente at strikken en halsåbning med en omkreds på 72,5 cm før vask. Hvis du strikker med en garn, der udvider sig op til 10% i vask, så bliver din halsåbning knap 80 cm og dybden bliver 70 cm. Det er der sikkert nogen, der vil synes er super fint, men det er også rigtig meget stof, så for andre vil det være for voldsomt.

Sådan justerer du størrelsen af The Shift

Der er grundlæggende to tilgange til at ændre størrelsen på et strikkeprojekt. Du kan skifte pindestørrelse, og dermed strikkefasthed, eller du kan ændre lidt i strikkeopskriften. Her vil jeg skrive om hvordan du kan tilpasse strikkeopskriften The Shift til din ønskede størrelse, hvis du i øvrigt er tilfreds med strikkefastheden.

The Shift har 7 sektioner. De første 2 sektioner strikker man på halsåbningen og nakkehøjden (sømmen). Sektion 3, 4 og 5 strikker på halsåbningen og trekanten foran. Sektion 6 og 7, der strikker man den anden side af nakkehøjden (sømmen) og trekanten. Det nemmeste er at ændre på størrelsen ved at tilføje eller udelade pinde i sektion 3, 4 og 5. Det vil ændre omkredsen af halsåbningen og dybden fortil. Mønsteret er lavet sådan at pindene hører sammen 4 og 4. Derfor skal du altid tilføje eller udelade mindst 4 pinde af gangen.

Der kan ændres på nakkehøjden (og samtidig omkredsen eller dybden), ved at tilføje eller udelade pinde i sektionerne 1, 2, 6 og 7. Bemærk at her bør ændringer foretages parvis. F.eks. i både sektion 1 og 7 eller 2 og 6. Ellers så ender du med to sømme, der skal sys sammen, men ikke har samme længde. Det betyder mindst 4 pinde af gangen i begge de to sektioner, så altså 8 pinde totalt.

Eksempel på justering af størrelsen: Malabrigo Arroyo garn på pind 3,5 mm

Jeg er gået i gang med at strikke et The Shift i Malabrigo Arroyo garnet. Det er en garn hvor man sagtens kan opnå strikkefastheden fra opskriften, men man skal være opmærksom på at garnet har en anden løbelængde end den oprindelige garn, som opskriften er designet til, og så er fiberen forskellig. Arroyo er en superwash merino, der har tendens til at vokse lidt efter vask. Jeg kender ikke den oprindelige garn, der ikke kan købes i Europa, så jeg ved ikke noget om, hvordan den opfører sig efter vask. Jeg har valgt at strikke på pind 3,5 mm, fordi det er min erfaring med Arroyo, at jeg er ret vild med stoffet, man opnår efter vask på den pindestørrelse. Jeg kunne også have fundet på at strikke på pind 4 mm. Jeg har aldrig strikket vævestrik med Arroyo før, så jeg burde selvfølgelig lave en strikkeprøve i vævestrik og vaske den, men det gider jeg ikke denne gang, fordi det er et halsrør og ikke en stykke stramt siddende tøj.

Efter at have strikket sektion 1, så målte jeg siden der skal blive til den halvde nakkedybde, og den målte 9 cm. Jeg vurderer, at det er lidt småt, selvom Arroyo kan vokse lidt efter vask. Jeg har derfor valgt at tilføje en gentagelse i sektion 1: Der hvor der står Gentag pind 21-24 fire gange mere, så har jeg i stedet gentaget det fem gange mere. Jeg har derfor 6 rækker med dobbeltprikker i stedet for 5. Det gav en ekstra cm. Jeg vil være nødt til at lave samme tilføjelse i sektion 7, for at de to sømme, der skal sys sammen, bliver lige lange. Derfor får jeg altså 2 cm ekstra i nakkehøjden (1 cm fra sektion 1 og 1 cm fra sektion 7) og 1 cm ekstra i halsåbningen (fra sektion 1) og 1 cm ekstra i dybden (fra sektion 7).

Første sektion af The Shift Cowl strikket i Malabrigo Arroyo. Der er tilføjet en enkelt gentagelse for at gøre halsrøret lidt større.
1. sektion af The Shift strikket i Malabrigo Arroyo på pind 3,5 mm. Farverne er A) Indiecita, B) Regatta Blue og C) sandbank. Denne farvekombination kan nu købes i shoppen: Garnpakker i Malabrigo Arroyo.

Med den ændring, jeg har lavet, forventer jeg en nakkedybde på 20 cm før vask, hvilket bør give et fint resultat efter vask og udspænding. Jeg vil formentlig godt have lidt mere halsåbning stadigvæk, så jeg tror også, jeg kommer til at tilføje ekstra pinde i nogen af de midterste sektioner. Det vil jeg tage stilling til, når jeg er i gang med sektion 3.

Det skal nok gå!

I behøver ikke stresse for meget over det her med størrelsen af det færdige projekt. Jeg har set The Shift strikket i mange forskellige garntyper og det ender altid med et flot resultat, uanset om det er stort eller småt. Hvis man f.eks. først opdager at halsåbningen er alt for lille, når man er næsten færdig med projektet, så kan man sagtens tilføje ekstra pinde (eller fjerne dem) i slutningen af sektion 5 med et fint resultat.

Jeg håber, at det hjælper at læse om mine erfaringer med Malabrigo garnet og The Shift. God fornøjelse.

Leave a comment