Afholdes 1. juli – 13. august
Er du på udkig efter et spændende sommerprojekt? Deltag i sommerens store Mystery Knitalong, hvor vi er en hel masse, der sammen strikker et sjal designet af Lisa Hannes fra Maliha Designs. Den færdige strikkeopskrift er hemmelig! Hver uge i seks uger udgiver jeg en ny del af strikkeopskriften, og hver uge vil der være en tilhørende strikkeguide med videoer her på bloggen, der hjælper med at forstå opskriften og lære nye strikketeknikker. Der er noget nyt at lære hver eneste uge.
Strikkeerfaring: Projektet er især velegnet til letøvede strikkere, der har mod på at lære noget nyt. Eventyrlystne begyndere vil have godt af at alliere sig med en mere erfaren strikker, før de kaster sig ud i projektet. Øvede strikkere er selvfølgelig også meget velkomne, og vil forhåbentligt også lære en enkelt ny ting eller to.
Det er muligt at deltage i Mystery Knitalongen enten med et strikkekit fra mig eller med eget garn.
Det hemmelige design: Festival of Stitches – Sjalopskriften er udgivet i sin helhed på engelsk og er tilgængelig på Ravelry. Du kan altså snyde og google sjalet, hvis du helst vil vide, hvad du strikker. Men men men, du må for syv søren ikke afsløre nogen detaljer overfor alle de andre deltagere. Hold på hemmeligheden! Jeg har fået tilladelse af Maliha Designs til at oversætte strikkeopskriften til dansk, og det er den danske oversættelse, der bliver udgivet i forbindelse med denne Mystery Knitalong.
Et sjal med 3 spændende farver!
Festival of Stitches Sjalet leger med tre farver i kombination med forskellige spændende strikkemønstre. Der er en sektion med striber og en sektion med vævestrik, men der er ikke noget fair-isle (jaquard) strik. Det vil sige, at der altid kun strikkes med en farve af gangen, så det er begyndervenlig farvestrik.
De 3 farver skal selvfølgelig klæde hinanden side om side. 2 af farverne skal have høj kontrast til hinanden, hvorimod den 3. farve er en accentfarve, der ikke behøver have en høj kontrast til de andre to. Sjalet fungerer bedst med garner, der er ensfarvede eller semisolide (det vil sige farver der har lidt spil, men holder sig til en eller to nuancer tæt på hinanden). Det sikrer, at de forskellige mønstre får lov at fremstå tydeligt. Jeg har sammensat en række garnpakker til sjalet i det anbefalede garn Malabrigo Mechita, og der er mange skønne farvekombinationer at vælge imellem. Garnpakkerne kan også blot bruges til inspiration, hvis du hellere vil strikke i et andet garn.

Anbefalet garn: Malabrigo Mechita
Malabrigo Mechita er et fint enkelttrådet merinogarn, der egner sig fantastisk til sjaler og tørklæder. Fordi det er enkelttrådet, har garnet utroligt veldefinerede masker, og det gør noget helt særligt for blonder og snoninger især, men også for helt almindelig glatstrik.

Mechita er 100 % merino uld, håndfarvet og har en løbelængde på 384 meter per 100 gram. Det strikkes typisk på pind 2 – 3 mm og har en strikkefasthed på 26-30 masker per 10 cm. Til sjalet her strikkes der på lidt større pinde (3,5-4,5 mm alt efter din personlige strikkefasthed), og det giver et blødere stof med mere fald, hvilket er helt perfekt til sjaler.
Mechita garnet har fået en let enzymbehandling, der gør det ekstra blødt og en smule mere robust i forhold til vask. Derfor kan Mechita typisk tåle at blive vasket med vaskemaskinens uldprogram (forbehold for ældre maskiner). Man skal være opmærksom på, at Mechita har en tendens til at vokse, når det bliver vasket første gang. Derfor er det en rigtig god ide at lave en strikkeprøve og måle den både før og efter vask, inden du vælger hvilken pindestørrelse, du strikker med.
Der skal bruges 300 gram Malabrigo Mechita til at strikke Festival of Stitches Sjalet, 100 gram i hver farve.
Hvis du strikker med et andet garn:
Du kan sagtens deltage i knitalongen med lige det garn, du har lyst til. Måske har du allerede noget garn liggende, der er helt perfekt. Der er dog et par ting, du bør være opmærksom på, når du vælger garn, for at du får et godt resultat.
- Garnets løbelængde: Vælg et garn, der minder om Mechita i løbelængde, ca. 384 meter / 100 gram. Garnet bør ikke afvige med mere end 30 meter / 100 gram. Hvis du strikker med et garn, der er meget tyndere eller tykkere end Mechita, så vil dimensionerne på sjalet blive helt anderledes. Sørg også for at tilpasse garnmængden, især hvis du strikker med et garn, der løber kortere per 100 gram – så skal du formentlig bruge mere end 100 gram af hver farve.
- Garnets strikkefasthed: Vælg et garn, der har en strikkefasthed, der matcher Mechita, 26-30 masker per 10 cm i glatstrik på pind 2-3 mm. To forskellige garner kan sagtens have samme løbelængde, men alligevel have vidt forskellig strikkefasthed. Det kan skyldes forskelle i fiberindhold eller måden garnet er spundet på. Tjek derfor at det garn, du gerne vil strikke med, er sammenligneligt med Mechita garnet. Bemærk at til sjalet her, skal der strikkes med en større pind end den “anbefalede” til Mechita garnet, så vi rammer ca. 20 masker og 40 pinde per 10×10 cm i retstrik, efter vask og blokning. Det vil for de fleste betyde en pind 3,5-4,5 mm.
- Farverne: Det er vigtigt at vælge 3 farver, der alle klæder hinanden, og mindst 2 af farverne skal have høj kontrast. Brug gerne de strikkekits, jeg har sammensat som inspiration, så du får en fornemmelse for hvilke kombinationer af farver, der vil fungere rigtig godt til sjalet.
Sådan deltager du i knitalongen
En knitalong (skrives sommetider KAL = KnitALong) er en online strikkebegivenhed, hvor en større gruppe strikkere er fælles om at strikke på det samme projekt, samtidigt. I det her tilfælde er det en Mystery Knitalong, der strækker sig over 6 uger, hvor I ikke kender det færdige design, når I går i gang med at strikke projektet. I løbet af knitalongen deler vi erfaringer og billeder enten på Facebook eller Instagram, og vi hjælper, opmuntrer og inspirerer hinanden!
Tilmeld dig ved at købe strikkeopskriften eller et strikkekit
For at deltage i knitalongen skal du enten købe strikkeopskriften på Festival of Stitches (89 kr) eller et strikkekit (garn plus opskrift, 590 kr). Opskriften er som sagt opdelt i 6 dele, og du vil få tilsendt en ny sektion af opskriften på email hver uge i seks uger i perioden 1. juli-13. august. Den første del af opskriften udgives d. 1. juli kl. 10, så alle der er tilmeldt får tilsendt den første del på det tidspunkt.
OBS! Knitalongen er slut, men det er stadig muligt at købe strikkekit med garn og opskrift til Festival of Stitches Sjalet. Hele strikkeguiden med videoer er fortsat gratis tilgængelig her på bloggen.
Deltag i Knitalongen på Facebook eller Instagram
Selve knitalongen foregår på Facebook i gruppen Strikkeklubben og på Instagram under hashtagget #strikmedhenni. Det vil sige, at det er de to steder, I stiller jeres spørgsmål, hjælper hinanden og får hjælp af mig, og der I fremviser jeres billeder af sjalet, efterhånden som det vokser på pindene. Brug dine opslag som en slags strikkedagbog, med billeder og information om hvordan du har gjort, og hvad du har nået. Strikkeguiden vil blive udgivet her på bloggen strikmedhenni.dk. Der vil være et nyt afsnit hver uge med forklaringer, billeder og videohjælp. Knitalongen afvikles i perioden 1. juli – 13. august 2023.
Bemærk at man skal have en offentlig Instagram konto for at kunne deltage på Instagram, hvorimod Facebook Gruppen er privat, så kun medlemmer af gruppen kan se dine opslag. Hvis du hverken har Facebook eller Instagram, så er du selvfølgelig stadig meget velkommen til at strikke med og følge strikkeguiden, men du vil ikke have mulighed for at dele dine fremskridt med os andre, eller deltage i eventuelle konkurrencer (hvis vi er mange der deltager, så afholder jeg lidt konkurrencer undervejs med præmier fra www.strikmedhenni-shop.dk)
Jeg håber, I har lyst til at strikke med!
[…] Læs mere Strikkekit til sjalet […]
LikeLike