Uge 2 & 3 – Mystery Knitalong

Vi er i gang med en Mystery Knitalong! Hver uge i seks uger udgiver jeg en ny del af strikkeopskriften, og hver uge vil der være en tilhørende strikkeguide med videoer her på bloggen, der hjælper med at forstå opskriften og lære nye strikketeknikker.

Forrige uge

Vi strikker et sjal, men derudover er designet hemmeligt. I uge 1 strikkede vi sjalets midterste del. Det var en trekant strikket fra midt bagpå. Alle sjalets tre farver kom i spil: Der er retrillestriber i de to kontrastfarver, og så er der bobler eller alternativt et hulmønster i accentfarven.

Uge 1 med kun få striber tilbage

I Uge 2

I uge 2 fortsætter vi med at strikke sjalets højre side (set fra retsiden med opslagskanten placeret øverst). Halvdelen af maskerne sættes til at hvile indtil næste uge, og så strikkes der kun videre på den anden halvdel. Vi skal strikke et trapez-formet stykke stof.

Der er to forskellige sektioner: Et hulmønster og et vævestrikket mønster.

Et klassisk hulmønster: Kløvermønster

Hulmønsteret er et af de helt klassiske strikkemønstre, nemlig kløvermønster. Det er enkelt og nemt at huske, og det er et rigtig godt sted at starte, hvis man gerne vil i gang med at strikke hulmønstre for første gang.

Kløvermønsteret består af 4 små huller, der leder tankerne hen på et firkløver. Hvert hul er lavet ved at lave et omslag.

Hulmønstre er, når man danner mønstre i strikketøjet ved at lave huller med vilje. Hullerne laves ved at slå om – man vikler arbejdsgarnet en gang rundt om den højre strikkepind, så der opstår en ny løkke imellem to eksisterende masker. Den lykke bliver til en ny maske, og da der ikke er nogen maske under den, så opstår der et hul. Det kaldes også for et omslag, og da der opstår en ny maske er det faktisk en udtagning. Derfor akkompagneres hullerne altid af indtagninger, så at maskeantallet forbliver det samme. Hver gang der er en udtagning i form af et omslag skal der også være en indtagning. I kløvermønsteret er der to typer af indtagninger, 2 ret sammen og 2 ret sammen mod venstre.

Jeg har lavet en hjælpevideo til jer, hvor jeg viser, hvordan man strikker pind 13 af kløvermønsteret. Pind 13 har alle typer af masker med, som der optræder i mønsteret.

Tern i vævestrik

Vævestrik er en teknik, hvor man bruger løftede (løst aftagne) masker til at skabe geometriske farvede mønstre, eller strukturmønstre hvis der strikkes i ensfarvet garn. Det er flot, sjovt og overraskende nemt. Her i Mystery Knitalongen skal vi strikke et vævestrikket mønster, der leger med både farver og struktur, så der dannes et fint to-farvet og ternet mønster.

Sådan ser det ternede vævestrikmønster ud.

Flerfarvet strik med kun 1 farve af gangen

Når man strikker vævestrik med to farver, strikker man altid med kun en farve af gangen. Først strikkes to pinde med den ene farve, dernæst 2 pinde med den anden farve. I virkeligheden minder det derfor om at strikke striber. Hvis du strikker efter opskriftens diagram, så bemærk at det første tern på hver pind, altid angiver den farve, der strikkes med på pinden.

De to-farvede mønstre opstår, fordi der tages masker løst af. Det vil sige at nogen af maskerne ikke strikkes, men simpelthen flyttes fra den ene pind til den anden, uden at der dannes en ny maske. En sådan løs aftagen maske har stadig den farve, som den havde da den blev dannet på pinden før, så hvis den forrige pind var en anden farve, så vil den løst afagne maske have den farve.

Er du blevet nysgerrig på at lære lidt mere om teknikken vævestrik, så læs med her: Vild med vævestrik.

Sådan strikker du det ternede vævestrik mønster

Jeg gennemgår pind 3 og 4 af vævestrikmønsteret. De to pinde indeholder alle de masketyper, der er med i mønsteret.

Uge 3

I uge 3 skal vi strikke videre på sjalets venstre side. Ligesom i forrige uge skal du strikke et hulmønster i din farve (C). Dernæst skal du igen strikke et vævestrikket mønster i farverne (A) og (B), men denne gang er farverne omvendte. Det giver et helt andt udtryk, når man bytter om på farverne.

Uge 3 mønsterene er de samme som i uge 2, men farverne er omvendte i det ternede vævestrik.

God Strikkelyst!

Leave a comment