Vi er i gang med en Mystery Knitalong! Hver uge i seks uger udgiver jeg en ny del af strikkeopskriften, og hver uge vil der være en tilhørende strikkeguide med videoer her på bloggen, der hjælper med at forstå opskriften og lære nye strikketeknikker.
Det her er sidste uge, men det er ikke for sent at hoppe med på strikkevognen – du får hele strikkeopskriften tilsendt på én gang, hvis du tilmelder dig nu.
Forrige uger
I uge 4 og 5 blev der strikket snoninger og et mønster der kaldes regndråber. Mønsteret gik igen på begge sider af sjalet, men farverne var omvendte på de to mønstre. Den tredje farve blev brugt til detalje striber, der adskiller sektionerne.

Uge 6
Det er tid til at afslutte projektet! I denne sidste uge skal vi strikke sektioner med drejet rib i det resterende farve (C) garn på begge sider af sjalet. Husk at veje garnet, så der er nok til begge sider af sjalet, og husk at der også skal være til aflukningen.
Når alle masker er lukket af og alle ender er hæftet, så er det tid til at vaske og blokke sjalet. Mange af mønstrene i sjalet kommer først rigtigt til deres ret, når sjalet er vasket, blokket og har haft tid til at tørre.
Til sidst er der mulighed for at lave en kvast, der kan tilføjes til midtermasken af den trekantede del af sjalet. Det er en fin og sjov detalje, og en god lejlighed til at få brugt de sidste garnrester.
Drejet rib
Der findes mange forskellige måder at strikke en drejet rib på. Drejet rib er et fælles udtryk for alle former for ribstrik, der involverer drejede masker. Det giver en mere markeret og tydelig rib, og mange strikkere oplever et pænere og mere jævnt resultat end ved sædvanlig rib. Den drejede rib, der skal strikkes her er 1×1, dvs skiftevis ret og vrang, og set fra retsiden er det alle retmaskerne, der er drejede.

Da sjalet strikkes fladt, skal der strikkes skiftevis drejet ret og almindelig vrang på retsiden, og på vrangsiden skal der strikkes skiftevis drejet vrang og almindelig ret.
Drejet ret og drejet vrang
Når du skal strikke en ny maske, er der 4 forskellige måder at højre strikkepind kan stikkes igennem masken på den venstre pind. Højre pind kan stikkes ind i masken fra venstre eller fra højre, og det kan gøres enten omkring det forreste maskeben eller det bageste maskeben. Her er en illustration af de fire muligheder, der resulterer i de fire forskellige masker: ret, vrang, drejet ret og drejet vrang. (NB! Billederne viser den korrekte placering af højre pind i masken, men arbejdsgarnet holdes forkert på billederne af vrang og drejet vrang.)

Videohjælp – Drejet rib og aflukning i mønster
Jeg har lavet en lille video, hvor jeg viser hvordan man strikker drejet rib, og hvordan man lukker af i samme mønster.
Luk masker af i mønster
Aflukningen på sjalet er en helt almindelig aflukning: Man strikker de første to masker og trækker den første maske henover den anden og af pinden. Herefter strikkes endnu en maske, og den anden maske trækkes over den tredje, og så fremdeles. Det er vigtigt at bemærke at alle maskerne i aflukningen skal strikkes i mønster. Det betyder, at man strikker enhver maske som om mønsteret fortsættes, selvom man er i gang med at lukke af. Der lukkes af fra retsiden, så det vil sige at der skal strikkes skiftevis drejet ret og almindelig vrang.

Vask og blok sjalet
Sjalet er først helt færdigt, når alle ender er hæftet, og det er vasket og blokket. At blokke betyder bare at udspænde det nyvaskede og stadigt fugtige sjal til den ønskede størrelse og facon og lade det tørre sådan. Måske er du en af dem, der aldrig har bekymret sig om at vaske og blokke færdige projekter, men jeg håber, at du alligevel vil prøve det på sjalet, for blonder og snoninger kommer først rigtigt til deres ret, når fibrene slapper af. Alt strik bliver bare lidt pænere, når det bliver blokket. Det er utroligt hvor mange ujævnheder, der forsvinder af sig selv.
Vask efter anvisningerne på dit garns banderole
Det er vigtigt, når man vasker strikketøj, at vaske efter anvisningerne på garnets banderole. Mange af jer strikker i Malabrigo Mechita garnet, som jeg har anbefalet til projektet, men hvis du strikker I et andet garn, så følg anvisningerne, der gælder for det garn.
Vask en strikkeprøve først
Hvis du har fulgt med i strikkeguiden fra begyndelsen, så har du forhåbentlig strikket en strikkeprøve, og du har også allerede vasket den, for at du bedst muligt kunne vælge de strikkepinde, der gav den korrekte strikkefasthed efter vask og blok. Du kan derfor trygt vaske hele sjalet på præcis samme måde, som du vaskede strikkeprøven, da du ved, hvordan stoffet opfører sig i vask.
Hvis du har lavet en strikkeprøve, men endnu ikke har vasket den, så vil jeg anbefale dig at vaske den nu, så du kan teste effekten af vask på strikkeprøven, fremfor på sjalet. Hvis du sprang strikkeprøven over, og du ikke kender det garn, du strikker med, så overvej at strikke en hurtig strikkeprøve af det tiloversblevne garn.
Malabrigo Mechita vaskes bedst i maskine på uldprogram
Mechita garnet er superwash merinould, og det kan tåle langt de fleste maskiners uldprogram (forbehold for ældre maskiner). Husk at bruge vaskemiddel særligt til uld. Stof strikket med Mechita udvider sig en del i vask, og min erfaring er, at det udvider sig mere, når jeg vasker det i hånden, end når jeg bruger maskinen, så jeg foretrækker at vaske det i maskinen. Kom helst sjalet i en vaskepose eller i et pudevår, så det er godt beskyttet. Det kan også være en fordel at komme et håndklæde med i maskinen, så den ikke er så tom.
Blokning af sjalet
Sjalet skal blokkes, imens det stadig er fugtigt. Hvis sjalet er vasket i maskine på uldprogram sammen med et håndklæde, så burde det være let fugtigt efter centrifugeringen og helt klar til at blive blokket. Hvis det er vasket i hånden, så skal sjalet først rulles i et tørt håndklæde eller to, så den ekstra væde kan presses ud af stoffet. Det er strengt forbudt at vride strikketøj!
Du skal bruge en flad overflade til at udspænde sjalet på. Der findes selvfølgelig blokkingmåtter, der er lavet særligt til strikkere, men der er også masser af gode, billigere alternativer. Jeg bruger selv gamle legemåtter (dem med tal eller ABC der kan sættes sammen som et puslespil), og yogamåtter er også rigtig gode, hvis du ikke har noget imod at stikke huller i dem. Hvis du ikke har noget der minder om en gummimåtte, så kan man folde nogle håndklæder og komme en stor sort affaldssæk ovenpå. Blokning fungerer bedst på en plastikoverflade, da fugten bedre kan fordampe.
Stræk forsigtig sjalet til den ønskede størrelse og facon. Spænd det så fast med blokkingpins eller rustfri stoppenåle. Hvis du har ramt strikkefastheden (efter vask og blok af strikkeprøven) og fulgt strikkeopskriften med det samme antal gentagelser som det originale sjal, så skal sjalet udspændes således:

Hvis du har strikket med en lidt anden strikkefasthed, så vil dine mål også være lidt anderledes. Det samme gælder hvis du har strikket en mindre eller større midter trekant, eller hvis du har strikket et andet antal gentagelser i de forskellige sektioner. Det er ikke noget at bekymre sig om, men så må du prøve dig lidt frem med hvor meget sjalet skal udspændes. Det skal ikke udspændes hårdt – du skal altså ikke trække helt vildt i siderne. Det skal blot fastholdes i en facon og størrelse, der føles naturligt for stoffet i den fugtige tilstand. Når du er tilfreds, så er det bare at vente på det tørrer.

Kvasten
Tilbage i uge 2 skulle I tage stilling til, om I ville have en kvast siddende fra spidsen af midter trekanten. Jeg har lavet en lille guide til hvordan man laver en flerfarvet kvast af sine garnrester:

Afsluttende foto konkurrence
Jeg vil meget gerne hjælpe jer med at få strikket jeres sjaler færdige. Derfor afholder jeg en fotokonkurrence for jeres færdige sjaler. I modsætning til ugekonkurrencerne bliver det ikke en lodtrækning men derimod en fotokonkurrence, hvor jeg udvælger det billede / sjal, jeg synes er aller flottest. Vinderbilledet vil blive brugt som produktbillede i webshoppen for strikkekittet til Festival of Stitches Sjalet!
Der vil komme flere informationer om konkurrencen (og præmien!) senere, men først har jeg brug for jeres input:
Det færdige Festival of Stitches Sjal

Rigtig god strikkelyst!