Kom godt i gang med Mystery Knitalongen – Uge 1

Velkommen til Mystery Knitalongen! I denne uge skal vi strikke en strikkeprøve, lave et “garter tab” opslag, strikke retriller og de fineste bobler. Jeg håber at strikkeguiden her er til hjælp.

Vælg farver og deres rækkefølge

Du skal bruge 3 farver: A, B and C. Du får det bedste resultat, hvis der er høj konrast imellem farverne A og B, da de to farver skal bruges til striber og et mønster i vævestrik. Hver farve skal også bruges alene. Farve C kan have enten høj eller lav kontrast til de andre to farver. Det er en slags accentfarve igennem hele sjalet. Den kan enten være en klar farve for lidt pang, eller en mere subtil farve – det er helt op til din smag. Sjalet fungerer bedst med garner, der er ensfarvede eller semisolide (det vil sige farver der har lidt spil, men holder sig til en eller to nuancer tæt på hinanden). Det sikrer, at de forskellige mønstre får lov at fremstå tydeligt.

Mine farver

Jeg strikker i Malabrigo Mechita i farverne A: Ivory, B: Fiona og C: Oro. Jeg var slet ikke i tvivl om at den lyse neutrale Ivory og den mørkegrønne Fiona skulle være de to kontrastfarver, hvorimod den gyldne Oro får lov at være en smuk accentfarve, der giver lidt ekstra farve i sjalet. Hvis man er i tvivl om rækkefølgen, så kan man med fordel bruge den strikkeprøve, man alligevel strikker, til at afprøve ens farver ved siden af hinanden.

En strikkeprøve er en glimrende lejlighed til at afprøve dit farvevalg.

Strik en strikkeprøve

Det er rigtig vigtigt at strikke en strikkeprøve, når man strikker et projekt i et garn, man ikke kender. Det gælder i høj grad også, selvom der er tale om et sjal. Jeg har skrevet en guide til, hvordan man strikker en strikkeprøve til Mystery Knitalong Sjalet, og hvordan man vasker den og måler den.

Vej garnet før du strikker

Det er vigtigt at veje dit garn, inden du starter med at strikke, for at sikre dig at du får mest muligt ud af garnet uden at løbe tør. Vej farverne både hver for sig og sammen, og skriv det ned. I strikkeopskriften er der en tom tabel, hvor du kan skrive dine egne tal. Der er også et eksempel med tal fra hele det færdige sjal, så du kan se hvor stor en andel af garnet, der bruges på hver uge-del af sjalet. F.eks. bør du ikke bruge mere en 20% af den samlede garnmængde til uge 1 delen af sjalet, medmindre du er villig til at gå på kompromis med længden af sjalet.

Er der nok garn til at gøre sjalet bredere/dybere?

Her i uge 1 strikker vi midtertrekanten af sjalet. Målet fra opslagskanten og ned gennem trekanten til spidsen, svarer til det færdige sjals bredde. Husk at Mechita garnet udvider sig ved vask, så brug målene af din strikkeprøve før og efter vask til at estimere, hvor dybt det færdige vaskede sjal bliver.

Hvis du gerne vil have sjalet bredere (det vil sige gøre din trekant dybere), så kan du strikke en 4. sekvens med bobler og retriller. Inden da skal du sikre dig, at du har nok garn til at strikke hele sekvensen. Du kan i princippet strikke så mange sekvenser du vil, færre eller flere. Så længe du afslutter hver sekvens, så sikrer du dig, at maskeantallet passer til den næste del af opskriften, der udkommer lørdag d. 8. juli. Vej garnet efter hver komplet sekvens, og se hvor meget garn, du har brugt indtil videre. Så længde du har brugt mindre end 20% af den samlede garnvægt, så kan du stadig strikke et sjal i fuld længde. Hvis du fortsætter med at gøre sjalet bredere (ved at gøre trekanten dybere) og bruger mere end de 20%, så skal sektionerne i de resterende 5 uger af projektet gøres kortere, for at undgå du løber tør for garn.

Opslag til Mystery Knitalong Sjalet

Når der skal slås op til et sjal midt bag på, er den bedste metode garter tab cast-on opslaget. Jeg har lavet en strikkeguide med billeder og video:

Strik de første pinde: retriller og udtagninger i lænken

Sådan strikker du bobler

Der vil nok være mange, der ikke har prøvet at strikke bobler før. Det er en rigtig fin detalje, men de kræver lidt tålmodighed. Jeg synes, det er besværet værd, men hvis du ikke bryder dig om boblerne, så er der et alternativ i strikkeopskriften med et hulmønster i stedet.

Jeg har lavet en lille video, hvor jeg demonstrer hvordan boblerne strikkes, og så har jeg et trick til, hvordan man undgår, at boblerne glider igennem stoffet og om på vrangsiden af arbejdet. Det klares med en lille detalje på vrangpinden efter boblerne…

God Strikkelyst!

2 thoughts on “Kom godt i gang med Mystery Knitalongen – Uge 1”

Leave a comment